I en groomers fodspor

Jeg hedder Maja og er 26 år gammel. Da jeg var 12 år, blev jeg udsat for grooming af min træner. Det har sat nogle meget mærkbare, men også usynlige spor i mig. 

Jeg tror, at der findes et ”før”, ”under” og “efter”, når man gennemgår et traume som dette og lignende. Jeg kommer aldrig til at være den samme person, som inden jeg mødte ham. Men heldigvis, heller ikke den person, jeg var i vores relation. 

Lige nu er jeg ved at finde ud af hvem jeg er, og hvordan jeg bedst muligt lever mit liv, både på trods af de oplevelser jeg har med mig, men faktisk også på grund af dem. For jeg vil formentlig ikke have været i det faglige felt, som jeg er i dag, hvis ikke det var på grund af det, jeg har med mig. 

Grooming kan se ud på mange måder

Mit møde med ”min” groomer, er ikke det stereotypiske møde, som flertallet måske har en forestilling om.

Forestillingen går oftest på at relationen starter digitalt, og at den person man egentlig havde talt med, og fået en beskrivelse af i den anden ende af computeren, faktisk viser sig at være en helt anden, med et aldeles uhensigtsmæssigt mål.

Jeg vidste godt, hvem min gerningsmand var på forhånd, da han forinden havde trænet min storesøsters hold. Eller, jeg troede jo jeg vidste hvem han var, men han viste sig jo at være en helt anden end først antaget. 

Da vi fik ham som træner, syntes holdet generelt at det var ret sejt med en ung træner, som vi kunne se lidt op til. Han var på dette tidspunkt 24 år. Altså, en voksen. 

Vores relation eskalerede ret hurtigt, fra “bare” at være anerkendende ord om mig og min præstation i sporten, til kropskontakt, til at vi pludselig skrev sammen hver dag, hele dagen. Hvis vi ikke skrev sammen, sørgede vi for at mødes tidligere i hallen, og hvis ikke dét, så mødtes vi hjemme hos ham. Pointen er, at i den tid vores relation varede, sørgede han for, at hele min verden handlede om ham. Og han lykkedes. Det var intenst.  

Grooming er intenst

Jeg tror ofte at personer udefra kan blive snydt over alvoren i min og mange andres sag, fordi grooming ofte er en form for omvendt manipulation.

Jeg blev overøst af anerkendelse, opmærksomhed og kontakt, hvilket måske kan synes som en god ting, men der var hele tiden undertoner af forskellig slags, så en kompliment eller lignende havde altid en skjult agenda. Det handlede i virkeligheden om at han fik opbygget en slags sekterisk gudeagtig status omkring (ham) sig. 

En status der gjorde at jeg ville dø for ham, hvilket jeg også næsten gjorde. For ham, på grund af ham. I sidste ende, er det det samme. 

Relationen udvikler sig

I takt med at vores relation udviklede sig, føltes det mere og mere stormfuldt, og jeg kunne mærke at jeg var på dybt vand. 

Det føltes ikke længere, som om jeg havde andre omkring mig, end ham. Jeg havde så længe været nødsaget til at lyve for alle omkring mig, for at beskytte vores ”venskab”, som han kaldte det, og mine medmennesker kunne godt mærke at jeg havde skubbet dem væk, hvorfor det jo faktisk gav mening at jeg følte mig alene. 

Det er ikke uden grund, at en groomer på den måde isolerer sine ofre. 

Det gør det nemlig så meget sværere at række ud efter hjælp, når man, et sted i processen, indser at man har brug for netop hjælp. 

Vores relation stoppede først, da jeg blev indlagt på hospitalet. Jeg havde taget en overdosis. Jeg havde brug for, at alting stoppede. På det tidspunkt kunne jeg ikke helt sætte ord på, hvorfor jeg så desperat havde brug for at få sat en stopper for det hele. 

Løgne

Jeg vidste blot, at jeg var ude på dybt vand. 

Jeg havde løjet for min familie, løjet for mine venner. Måske endda løjet for mig selv. Jeg skammede mig over at have sat dem omkring mig i sådan en situation. 

Selvom jeg var fortryllet af min overgrebsmand, kunne jeg samtidig mærke, at det, der foregik mellem os, slet ikke var okay. Jeg havde ikke ord for det på daværende tidspunkt, men jeg tror, jeg havde fået overskredet så mange grænser, både fysisk og psykisk, at da jeg tog pillerne, føltes det ikke rigtigt som om, det var mit eget valg. Nærmere som om, at kroppen kørte på autopilot og sluttede tingene for mig.

Jeg ved at min familie forsøgte at hjælpe mig så godt som de kunne, men jeg var ikke modtagelig over for hjælpen. Det var som om, at hverken pårørende eller fagpersoner sådan rigtigt forstod, hvad der var sket med mig, og jeg havde jo også svært ved selv at forstå. 

Der var heller ikke den samme forståelse omkring grooming dengang. Hvilket jo siger meget, da vi i dag, selvom det anerkendes mere, stadig ikke helt har fantasien til at forstå omfanget. 

Så selvom folk omkring mig forsøgte at hjælpe, var der ikke “nogen” tilbage at hjælpe. Min identitet eksisterede ikke rigtigt fra dengang og mange år frem. Jeg var den han gerne ville have at jeg skulle være. Og nu da han ikke var der mere, vidste jeg ikke, hvem jeg var. 

Det var først nu her, i mine midt 20’er, i takt med terapi, at jeg er begyndt at lære noget om hvem jeg er – og hvem jeg kan blive.