Stories

I en groomers fodspor

Skrevet af Maja

2 hurtige om indholdet

Det er ikke altid nemt at vide om man oplever grooming. Det sker typisk ved at den voksne er meget venlig og kærlig overfor barnet, og opbygger tillid, men hvor formålet er at udnytte barnet.

Her kan du læse Majas historie om grooming, hvor hun til sidst følte at hun ikke havde andre end sin groomer i sit liv, og hun var tæt på at dø pga. det.

Grooming kan foregå både online og offline. Majas groomer var en træner, som hun havde mødt gennem sin fritidsaktivitet. 

Hvis man, som barn eller ung under 18, oplever overdreven opmærksom fra en voksen, er det en god idé at tale med en anden voksen om det. Det kan fx være en forælder, en vens forælder eller en lærer. Det kan også være en anonym rådgivning.

Majas oplevelse med grooming sluttede først, da hun blev indlagt med en overdosis, og var lige ved at dø. 

Mit møde med ”min” groomer, er ikke det stereotypiske møde, som flertallet måske har en forestilling om.

Jeg hedder Maja og er 26 år gammel. Da jeg var 12 år, blev jeg udsat for grooming af min træner. Det har sat nogle meget mærkbare, men også usynlige spor i mig. 

Jeg tror, at der findes et ”før”, ”under” og “efter”, når man gennemgår et traume som dette og lignende. Jeg kommer aldrig til at være den samme person, som inden jeg mødte ham. Men heldigvis, heller ikke den person, jeg var i vores relation. 

Lige nu er jeg ved at finde ud af hvem jeg er, og hvordan jeg bedst muligt lever mit liv, både på trods af de oplevelser jeg har med mig, men faktisk også på grund af dem. For jeg vil formentlig ikke have været i det faglige felt, som jeg er i dag, hvis ikke det var på grund af det, jeg har med mig. 

Grooming kan se ud på mange måder

Mit møde med ”min” groomer, er ikke det stereotypiske møde, som flertallet måske har en forestilling om.

Forestillingen går oftest på at relationen starter digitalt, og at den person man egentlig havde talt med, og fået en beskrivelse af i den anden ende af computeren, faktisk viser sig at være en helt anden, med et aldeles uhensigtsmæssigt mål.

Jeg vidste godt, hvem min gerningsmand var på forhånd, da han forinden havde trænet min storesøsters hold. Eller, jeg troede jo jeg vidste hvem han var, men han viste sig jo at være en helt anden end først antaget. 

Da vi fik ham som træner, syntes holdet generelt at det var ret sejt med en ung træner, som vi kunne se lidt op til. Han var på dette tidspunkt 24 år. Altså, en voksen. 

Vores relation eskalerede ret hurtigt, fra “bare” at være anerkendende ord om mig og min præstation i sporten, til kropskontakt, til at vi pludselig skrev sammen hver dag, hele dagen. Hvis vi ikke skrev sammen, sørgede vi for at mødes tidligere i hallen, og hvis ikke dét, så mødtes vi hjemme hos ham. Pointen er, at i den tid vores relation varede, sørgede han for, at hele min verden handlede om ham. Og han lykkedes. Det var intenst.  

Grooming er intenst

Jeg tror ofte at personer udefra kan blive snydt over alvoren i min og mange andres sag, fordi grooming ofte er en form for omvendt manipulation.

Jeg blev overøst af anerkendelse, opmærksomhed og kontakt, hvilket måske kan synes som en god ting, men der var hele tiden undertoner af forskellig slags, så en kompliment eller lignende havde altid en skjult agenda. Det handlede i virkeligheden om at han fik opbygget en slags sekterisk gudeagtig status omkring (ham) sig. 

En status der gjorde at jeg ville dø for ham, hvilket jeg også næsten gjorde. For ham, på grund af ham. I sidste ende, er det det samme. 

Relationen udvikler sig

I takt med at vores relation udviklede sig, føltes det mere og mere stormfuldt, og jeg kunne mærke at jeg var på dybt vand. 

Det føltes ikke længere, som om jeg havde andre omkring mig, end ham. Jeg havde så længe været nødsaget til at lyve for alle omkring mig, for at beskytte vores ”venskab”, som han kaldte det, og mine medmennesker kunne godt mærke at jeg havde skubbet dem væk, hvorfor det jo faktisk gav mening at jeg følte mig alene. 

Det er ikke uden grund, at en groomer på den måde isolerer sine ofre. 

Det gør det nemlig så meget sværere at række ud efter hjælp, når man, et sted i processen, indser at man har brug for netop hjælp. 

Vores relation stoppede først, da jeg blev indlagt på hospitalet. Jeg havde taget en overdosis. Jeg havde brug for, at alting stoppede. På det tidspunkt kunne jeg ikke helt sætte ord på, hvorfor jeg så desperat havde brug for at få sat en stopper for det hele. 

Løgne

Jeg vidste blot, at jeg var ude på dybt vand. 

Jeg havde løjet for min familie, løjet for mine venner. Måske endda løjet for mig selv. Jeg skammede mig over at have sat dem omkring mig i sådan en situation. 

Selvom jeg var fortryllet af min overgrebsmand, kunne jeg samtidig mærke, at det, der foregik mellem os, slet ikke var okay. Jeg havde ikke ord for det på daværende tidspunkt, men jeg tror, jeg havde fået overskredet så mange grænser, både fysisk og psykisk, at da jeg tog pillerne, føltes det ikke rigtigt som om, det var mit eget valg. Nærmere som om, at kroppen kørte på autopilot og sluttede tingene for mig.

Jeg ved at min familie forsøgte at hjælpe mig så godt som de kunne, men jeg var ikke modtagelig over for hjælpen. Det var som om, at hverken pårørende eller fagpersoner sådan rigtigt forstod, hvad der var sket med mig, og jeg havde jo også svært ved selv at forstå. 

Der var heller ikke den samme forståelse omkring grooming dengang. Hvilket jo siger meget, da vi i dag, selvom det anerkendes mere, stadig ikke helt har fantasien til at forstå omfanget. 

Så selvom folk omkring mig forsøgte at hjælpe, var der ikke “nogen” tilbage at hjælpe. Min identitet eksisterede ikke rigtigt fra dengang og mange år frem. Jeg var den han gerne ville have at jeg skulle være. Og nu da han ikke var der mere, vidste jeg ikke, hvem jeg var. 

Det var først nu her, i mine midt 20’er, i takt med terapi, at jeg er begyndt at lære noget om hvem jeg er – og hvem jeg kan blive.

Tanker fra en fagperson

Anette Crone Jessen, sexolog og psykoterapeut, Kvistens Ungerådgivning

Grooming er en manipulationsproces, hvor en voksen forsøger at opbygge en tæt og kærlighedslignede relation til et barn med henblik på at udnytte barnet til egen seksuelle tilfredsstillelse. Det kan ske både fysisk og digitalt. 

Der er ofte tale om børn, der i en periode har det svært, og ikke oplever at have tillid til en voksen omkring sig. Netop den sårbarhed og ensomhed hos barnet udnyttes af groomeren.

At udsætte nogen for grooming er strafbart. Pr. 1. juli 2023 blev det vedtaget, at personer kan straffes med fængsel for grooming, selv hvis der ikke har fundet et egentlig seksuelt overgreb sted. 

Er du i tvivl om du oplever grooming? 

Hvis du er i tvivl om du oplever grooming eller nogen du kender oplever grooming, så er det vigtigt at du rækker ud til en anden voksen, fx i din familie, skole eller venners forældre. Du kan også tage kontakt til en rådgivning, hvor du, sammen med en rådgiver, kan undersøge hvad du oplever. I digitale rådgivninger kan du være anonym.

Var det brugbar viden for dig?

Mange tak for din feedback!

Relateret indhold

overlay--viden
couple-802062_1280
Her får du 5 gode råd til hvordan du kan træne grænsesætning. Skrevet af Reden Ung
overlay--viden
Emotional intelligence, balance emotion control feeling between work stressed or sadness and happy lifestyle concept, mindful calm woman using her hand to balance smile and sad face.
Læs om alle de tanker der kommer i forbindelse med studiestart. Skrevet af Reden Ung
overlay--viden
adria-garcia-sarceda-CuAwMHalesU-unsplash (1)
Læs om hvordan du passer på dig selv, hvis du sugardater. Skrevet af RedenUng
Svar på nogle få spørgsmål, så vi kan vise dig skræddersyet indhold, som passer til dig.
Når vi siger "Grænser", handler det om din evne til at mærke efter, hvad der føles rart og ikke rart. Nogle gange ved man hvad man kan lide, andre gange kan det være svært at mærke.
Vores test gemmer ikke noget om dig specifikt. Din mobil vil måske kunne huske dine svar, men du kan selv nulstille svarene under "Resultat"-knappen efter testen.
Spørgsmål 1 af 7
Vi starter let
Hvor gammel er du?
Spørgsmål 2 af 7
Hvilket køn identificerer du dig med?
Spørgsmål 3 af 7
Er du seksuelt aktiv?
Lidt personligt, men vigtigt for at kunne vise dig de rette artikler.
Spørgsmål 4 af 7
Føler du dig tryg ved at sætte ord på dine grænser overfor den person du er sammen med?
Kunne være en kæreste eller en tilbagevendende flirt
Spørgsmål 5 af 7
Hvis du nu tænker lidt efter ...
Er du nogensinde blevet presset til at overskride dine seksuelle grænser?
Spørgsmål 6 af 7
Har du prøvet at gøre noget seksuelt eller dele noget intimt indhold for at få noget i bytte?
... det kunne fx være penge, opmærksomhed, gaver eller oplevelser.
Spørgsmål 7 af 7
Sidste spørgsmål:
Der findes flere måder, hvor du kan få gratis råd eller støtte. Hvis det skulle være, hvilken slags ville du så være mest interesseret i?