2 hurtige om indholdet
Det skal du, hvis du gerne vil læse om lovgivningen for køb og salg af sex
I Danmark er det ulovligt at drive forretning på at andre mennesker sælger sex. Det er også ulovligt at udnytte eller tvinge en anden til fx at optage pornografiske film.
I Danmark har det siden 1999 været lovligt at købe og sælge sex og seksuelle ydelser, hvorimod det er ulovligt at købe sig til sex eller seksuelle ydelser i f.eks. Sverige, Norge og Island.
Selvom det er lovligt at købe og sælge sex i Danmark er det stadig en gråzone, da der ikke er tale om et anerkendt erhverv. Derfor har man som sexsælger heller ikke de samme rettigheder som andre på arbejdsmarkedet – selvom man stadig skal betale skat af sin indtjening.
Børn og unge under 18 år
Det er ulovligt at købe seksuelle ydelser af unge under 18 år. Det er også ulovligt at skabe kontakt mellem en kunde og en ung under 18 år, hvis formålet er salg af sex eller seksuelle ydelser.
Rufferi
Det er i Danmark ulovligt at drive forretning på at andre mennesker sælger sex. Det kaldes rufferi, og kan straffes med bøder og fængsel.
Rufferi er f.eks. hvis man formidler kontakt eller laver en aftale mellem kunde og sexsælger, med henblik på at sælge sex eller seksuelle ydelser. Det kan også være at udleje værelser til sexsælger.
Ligeledes kan man straffes hvis man udnytter og/eller tvinger en anden til f.eks. at optage pornografiske film/billeder, eller til at sælge sig selv for sex eller seksuelle ydelser.
I takt med at de sociale medier har vundet mere og mere indpas i vores dagligdag, er bytte og salg af intimitet og sex blevet nemmere, og diskussionen om hvorvidt noget er salg af sex eller en del af dating er også ofte oppe i medierne. Det sker særligt i forhold til sugardating.