Byttedating fra LGBTQ+ unges perspektiv
Skrevet af Jeanett Bjønness, Evangelia Kousounadi Knountsen og Caroline Thorup Staghøj, Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet
Undersøgelser viser at LGBTQ+ personer er overrepræsenterede blandt unge, der udveksler sex og intimitet, gennem byttedating. Samtidig er de også overrepræsenterede i statistikker omhandlende f.eks. ensomhed, psykisk sygdom og rusmiddelbrug. Dette kan hænge sammen med deres oplevelser med stigmatisering, diskrimination og hadforbrydelser (ALS Research 2020, Dahl & Østergaard 2021, Hail-Jares 2023), hvorfor sandsynligheden for at være i en sårbar eller udsat position er større blandt denne gruppe af unge.
Denne artikel sætter særligt fokus på netop unge LGBTQ+ personers oplevelser og erfaringer med byttedating med det formål at nuancere byttedatingkonceptet, samt at belyse nogle af de særlige problematikker LGBTQ+ personer kan stå i ifm. byttedating.
Artiklen tager udgangspunkt i interviews foretaget af forfatterne i forbindelse med et forskningsprojekt om byttedating.
Hvem er de unge?
De 40 LGBTQ+ unge, vi har interviewet, kommer fra forskellige sociale baggrunde. En overvægt af dem er dog udsatte på forskellige parametre: Nogle kom fra en mere traditionelt udsat baggrund med en opvækst karakteriseret af dårlig økonomi, usikre boligforhold samt problematisk rusmiddelbrug og/eller psykisk- og fysisk sygdom i familien.
Andre kom fra familier der falder indenfor kategorien ny udsathed, dvs. familier der tilsyneladende er velfungerende, men hvor de unge har manglet omsorg, anerkendelse og opmærksomhed.
De fleste har oplevet diskrimination tidligt i deres liv på baggrund af deres køn, kønsudtryk og/eller seksuelle orientering og mange snakkede også om, at have været ofre for mobning og udelukkelse i skolen. Dette gælder særligt for de unge, som var vokset op på mindre steder eller i mindre byer, hvor de oplevede, at de ikke passede ind.
Derudover har de fleste LGBTQ+ personer oplevet en eller anden form for seksualiseret vold, enten fysisk eller online (fx grooming, sextortion, videredeling af billeder, overgreb, incest) og ofte i deres barndom eller tidlige ungdomsliv.
Langt de fleste unge byttedater med ældre mænd, og de fortæller om dem som nogle, der er i en mere magtfuld position end dem selv, enten i kraft af deres alder, livserfaring, ressourcer eller status.
Veje ind i byttedating
De unges veje ind i byttedatingrelationer er forskellige. Det gælder for de fleste unge, at de har stået i en udfordrende livsposition, hvor usikre boligforhold, usikker økonomi, dysfunktionelle relationer og/eller ensomhed har gjort, at de har været nysgerrige på eller følt sig nødsaget til at byttedate.
Sociale medier
Mange af dem bliver introduceret til byttedating ved en uopfordret besked fra en ældre person, oftest en mand, på de sociale medier og datingsites. En lang række unge havde deres viden om byttedating fra de sociale medier fx Tiktok, Instagram og Discord, mens andre fortæller at venner eller bekendte har byttedatet og at de blev introduceret herigennem.
Penge/økonomi
For mange af de unge er penge både den centrale motivation for- og det væsentligste udbytte af, deres byttedating relationer. Nogle af dem kobler en svær økonomisk situation, til den stigmatisering som de oplever på baggrund af deres kønsidentitet og/eller seksuelle orientering, hvor de fx har måttet flytte fra land til by i en meget ung alder, og derfor er endt i økonomisk usikkerhed. For eksempel fortæller en del af de transkvinder, som vi har interviewet, at de har svært ved at finde et arbejde, fordi arbejdsgiverne ikke vil ansætte dem på grund af at de er transkønnede (se også Nadal et al 2014).
Fællesskab
Udover penge, nævner de unge også andre materielle og immaterielle goder de fik af at byttedate. Nogle af dem snakkede fx om det at ønske adgang til forskellige fællesskaber som en central motivation for- og udbytte af at indgå i byttedating relationer.
Det er f.eks. i forbindelse med at flytte til en større by nævnte flere unge at de brugte
byttedating som en måde at få adgang til LGBTQ+ fællesskaber på, samtidig med, at
byttedating knyttet til bestemte miljøer i byen også gav dem mulighed for at blive
bekræftet i deres kønsidentitet eller få udleve- eller eksperimentere med deres
seksualitet, eller at finde husly i perioder, hvor de har manglet et hjem.
Jeg boede der, og så boede jeg lidt på gaden. Jeg boede lidt, ja Grindr hook-ups. Det var min måde at have et sted at sove. Og på den måde lærte jeg virkelige (mange) mennesker at kende.
Walid, 24 år, queer mand, han/ham
Walid fra citatet flytter som 18-årig til København, og ender efter et stykke tid i hjemløshed. Brug af dating-appen Grindr bliver en løsning på at få et sted at sove, da han opsøger hook-ups, som han kan overnatte ved i bytte for sex eller intimt samvær. Samtidig fortæller han også, hvordan det giver ham en mulighed for at møde nye mennesker.
Anerkendelse, omsorg og tryghed
Mange af de unge lagde også vægt på, at byttedating relationerne gav dem anerkendelse, omsorg og tryghed, og koblet dette til at de have manglet dette i deres opvækst og/eller til deres oplevelser med mobning, stigma og diskrimination.
Et eksempel på dette er Christoffer (22 år, homoseksuel mand, han/ham), der fortæller om sin relation til de mænd han byttedatede med:
Hvis ikke man har haft den bedste barndom eller man har, ja, følt sig ensom, så er de (mændene han byttedatede med) bare så gode (…) når man så ikke er vant til at få så meget opmærksomhed (…) og så blev mange fanget i det som de giver til en, du ved, man har måske haft noget svigt i livet, været ensom, mangel på kærlighed (…) ensomhed på grund af alt det mobning, og mine forældre der ikke helt vidste hvordan de skulle håndtere det, for så er der også det med min seksualitet (…) og skolen der heller ikke kunne håndtere det eller hjælpe. (Mobningen startede) allerede i sådan 4. klasse, ”arh se lige den der fucking neger abe” (…) og så når man også leger med Barbie, så…
Byttedating giver Christoffer den positive opmærksomhed og omsorg han har manglet i sin opvækst. Han forbinder sit behov for at byttedate til de svigt han havde oplevet fra sin familie, men også fra systemet, herunder skolen. Han følte sig ensom som barn og ung grundet den mobning og diskrimination han oplevede. Mobningen gik på hans etnicitet (‘fucking neger abe’), men også på hans kønsudtryk der brød med normerne for, hvordan unge drenge var forventet at ‘gøre’ deres køn i den lille provinsby som den han var vokset op i (‘leger med Barbie’).
Rusmidler
Særligt blandt de mest udsatte unge er rusmidler et centralt udbytte af byttedating relationer. I miljøer, hvor der er mange rusmidler, finder de hurtigt ud af, at de kan bruge deres seksuelle kapital for at få adgang til disse, De udveksler ofte med ældre mænd der har adgang til stoffer fordi de også har et problematisk rusmiddelbrug, har råd til at købe dem, selv sælger stoffer og/eller fordi de er en del af et bandemiljø.
Et eksempel på dette er Sara (20 år, lesbisk kvinde, hun/hende), der er opmærksom på hvordan hun kan anvende sit udseende til at få specifikke fordele, og det gør sig særligt gældende ifm. mænd.
Fordi jeg ved godt, jeg er meget pænere end rigtig mange mennesker (…) men jeg kan jo godt lide at bruge det, altså hvis jeg fx skal ind i byen og dørmanden han står og bliver lidt sur på min veninde, så trækker jeg jo bare ned i trøjen og så er vi inde. Eller når jeg står i køen til Netto fx, så putter jeg bare min søde pigestemme på (snakker i ’lillepige’ stemme) ’undskyld herre må jeg ikke komme foran dig, jeg har kun to ting’ og så tænker han fuck hun er lækker ’jo gør det’. Jeg udnytter det jo hver evig eneste gang, hvis jeg kan.
Sara finder ud af, at hendes seksuelle kapital kan give hende adgang til rusmidler. I de byttedatingrelationer hun indgår i, er det ikke kun med det formål at tjene penge, men for at få adgang til stoffer eller tjene penge til at købe stoffer.
Når jeg var ude og have sex, der gjorde jeg det enten fordi de havde stoffer eller fordi de havde penge jeg skulle bruge på stoffer og jeg havde da også en (..) han solgte coke så hver gang vi var sammen, så fik vi bollet og jeg fik en masse coke(..) Apropos pretty privilegie, hans ven var virkelig forelsket i mig, så når min kæreste var ude at sælge, så sad jeg med hans bedste kammerat og vi tog en masse coke også (..) det var jo gratis coke.
Sara, 20 år, lesbisk kvinde, hun/hende
I citatet beskriver Sara hvordan hun strategisk anvender sin seksuelle kapital, til at få adgang til stoffer, og at den adgang bliver givet både fra hendes sugardaddy, men også fra hans venner. Derudover er datingrelationen betinget af, at der er rusmidler til stede. Denne tendens til at udveksle sex eller date, samtidig med at der er rusmidler til stede, ser vi hos flere af de unge, og denne kombination, kan på sigt fastholde de unge i byttedatingrelationer, som ikke opleves som rare for dem.
Konsekvenser på længere sigt
Til at starte med, får de fleste det ud af byttedatingrelationer, som de håber på. Dog fortæller en del af dem at de oplevede utilsigtede konsekvenser på længere sigt. De mest udsatte unge, altså dem der byttedater for at dække mere basale behov (fx husly, mad) eller som har et misbrug af rusmidler, oplever de hårdeste konsekvenser på sigt. Disse unge byttedater for det meste ud af nød, og føler at de har begrænsede muligheder for at navigere i relationerne. En del af de unge laver selv en kobling mellem deres sociale position, de valgmuligheder de har i relationen og de konsekvenser de oplever.
Som Noa (22 år, queer non-binær, hun/hende, de/dem, han/ham) siger:
Fordi hvis, hvad hvis jeg siger stop? Så har jeg ikke et sted at sove i nat. Fordi jeg bare ikke lige kunne holde ud, altså sådan jeg kan godt lige forsvinde i de her ti minutter, for det betyder at jeg sover her i nat. Og det var også den, hvor jeg var sådan, der var lige pludselig meget på spil. Det var ikke bare om jeg havde lyst eller ej, det her var sådan, det føltes lidt som liv eller død nogle gange ikke?
For Noa er det at forholde sig til sin egen seksuelle lyst ikke et privilegie, de har, når de skal byttedate, da de har andre og mere basale behov at dække. Deres valgmuligheder er dermed begrænsede og de er nødt til at indgå i potentielt grænseoverskridende seksuelle relationer, hvis de skal have et sted at sove.
Kasper (25 år, panseksuel mand, han/ham) har primært haft positive erfaringer med at byttedate og har ikke rigtigt oplevet negative konsekvenser. Ligesom Noa, kobler han de positive erfaringer til selv at kunne vælge, hvorvidt han vil fortsætte relationen, samt at den mand han udvekslede med, respekterede hans valg:
Jeg ser jo ikke tilbage på det som en dårlig oplevelse og det er også derfor, det er vigtigt at sige, at det er kun mine tanker og mine erfaringer fordi jeg ser på, at der er mange der har oplevet, at det har været meget svært at slippe ud af eller måske har følt, at de er blevet stalket bagefter (…) det har været lige til og så har jeg bare sagt ’nu har jeg ikke lyst mere’, så har han sagt ’okay’, jeg skulle ikke betale noget tilbage og jeg kunne bare gå og jeg har ikke hørt noget fra ham siden, han har ikke sådan fulgt efter mig eller noget som helst. Så jeg føler, det har været nogle gode oplevelser for mig fordi det har været så nemt og jeg har altid følt, at jeg bare kunne gå, hvis jeg bare havde lyst, at jeg bare trak mig og så ville han respektere det.
Det at have et problematisk rusmiddelbrug, sætter særligt disse unge i farer for at opleve seksuelle overgreb.
Vi har (...) Drukket og suget. Men så ligger jeg sådan... Totalt fuldstændig halv besvimet nærmest. Og så er han sådan... ”Skal vi ikke lige ind til mig?” Og så Ifølge loven er det voldtægt, men efter det så fik jeg gratis coke af ham. Så jeg så det aldrig, du ved, sådan... Ifølge loven voldtægt - på grund af at... Jeg havde det egentlig fint nok med det. Så jeg så det mere som bare sådan... Det skete. Nu får jeg coke for det. Og pludselig (...) har jeg ikke nogen selvrespekt for mig selv, jo. Så selv hvis jeg ikke fik coke for det, så (...) jeg har sikkert fortjent det…
Alex (18 år, homoseksuel mand, han/ham)
Alex ved, at han har været udsat for et seksuelt overgreb, men samtidig føler han, at han må acceptere det, siden han fik kokain i bytte fra den mand, der overskred hans grænser. Oplevelsen fik den konsekvens, at hans selvværd forringes, og at han oplever at miste selvrespekt.
Opsamlende om LGBTQ+ unges erfaringer
Når byttedating diskuteres i samfundet, bliver det ofte anset som en praksis der primært foregår mellem yngre (heteroseksuelle) kvinder og ældre (heteroseksuelle) mænd, og at den unges primære motivation for at indgå i en relation, er at få adgang til at leve et luksusliv.
Vores forskning viser i stedet, at unge der byttedater, er meget forskellige og identificerer sig som forskellige køn og med forskellige seksuelle orienteringer.
Penge udgør en central motivation for at indgå i byttedating relationer, men pengene bruges ofte til at dække mere basale behov som mad og husly, da de unge ofte er i en svær økonomisk situation. Pengene bruges altså sjældent til at finansiere et luksusliv.
Vores interviewpersoner fortæller, at de også får andre både materielle og immaterielle goder i bytte. De unges behov og ønsker om at opnå goder er ofte relateret til mere strukturelle problematikker, og det handler om marginaliserede unge, som fx har oplevelser med stigma og diskrimination.
For en del unge, særligt de mest udsatte, er adgang til rusmidler en central motivation for at indgå i byttedating relationer. Disse unge oplever ofte meget hårde langsigtede konsekvenser, hvor de fortæller om eskalering af misbrug, forværring af psykisk tilstand og seksuelle overgreb.
LGBTQ+ unge har altså forskellige oplevelser med byttedating, og i mange tilfælde betinges det af grad af, og form for, udsathed.
Det er derfor vigtigt at se på den unges livsbetingelser og sociale forhold, når man som fagperson går til en snak med den unge, da det kan have indflydelse på alt fra den unges vej ind i byttedating relationer, deres motivation for at indgå i byttedating relationer, det udbytte de kan få ud af relationerne samt de konsekvenser de kan opleve på sigt.
Læs mere om hvordan du åbner for samtalen med LGBTQ+ unge
Øvrig anbefalet litteratur
Dahl, K.M. & S.V. Østergaard (2021). Unges udveksling af intimitet for materielle goder – et kvantitativt studie. København: VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Fjølner, B, Kalmark, L.M & Aagesen, K (2020): Undersøgelse af udfordringer og stigma i forhold til at have LGBTI-identitet i Danmark. Udarbejdet af Als Research for Ligestillingsafdelingen, Miljø- og Fødevareministeriet
Hail-Jares, K (2023). Queer Young People and Couchsurfing: Entry Pathways, Service Provision, and Maintenance Strategies. Youth 2023, 3, 199-216.
Nadal, K. L., Davidoff, K. C., & Fujii-Doe, W. (2014). Transgender women and the sex work industry: Roots in systemic, institutional, and interpersonal discrimination. Journal of Trauma & Dissociation, 15(2), 169-183