Forskning

Forskningen viser: Både fagpersoner og unge efterlyser vidensbaseret politisk diskussion og handling

Denne artikel en forkortet version af artiklen “Byttedating: Hvordan hjælper man bedst de unge som oplever problemer med udveksling af sex og intimt samvær?” som blev bragt i Social Kritik, September 2024.

Find oprindelig artikel her 

Skrevet af Jeanett Bjønness, Caroline Thorup Staghøj og Evangelia Kousounadi Knountsen  

Unge og fagpersoner ser de samme tendenser

De seneste 20 år er der opstået en debat om det man tidligere beskrev som ’ungdomsprostitution’, altså forhold hvor en, ofte ældre person giver penge, gaver eller andre goder for at have et, ofte seksuelt, forhold til en yngre person (nu ofte kaldet ’sugardating’ eller ’byttedating’). 

I starten handlede diskussionen fortrinsvis om udsatte unge, men de senere år tyder meget på, at denne form for udveksling er blevet mere almindelig og normaliseret blandt en bredere gruppe af unge. I samme periode har den samfundsmæssige diskurs ændret karakter, og aspekter såsom magtulighed i relationer samt andre problematiske konsekvenser af udveksling af sex, som fx KFUKs sociale arbejde (Reden) tidligere var optagede af, er ikke længere så centrale i den offentlige debat.

Hvordan introduceres de unge til udveksling? 

En del unge fortæller at de introduceres til bytte-/sugardating ved at modtage uopfordrede henvendelser fra (ofte ældre) mænd på de sociale medier, og et stigende antal unge under 18 år, især kvinder, queer personer og udsatte unge mellem 13-17 år udsættes for online grooming.

Hvad kendetegner de unge?

Unge som sugar-/byttedater, kommer fra forskellige sociale baggrunde, men unge i en udsat position er overrepræsenteret, og starter ofte før de bliver 18, fordi de mangler materiel eller basal omsorg. Disse unge fortæller at deres basale behov ikke er blevet imødekommet af omsorgspersoner i opvæksten, og om ustabilitet i form af forældres psykiske sygdom, problematisk rusmiddelbrug, skilsmisse og vold i nære relationer, samt om mange skoleskift og mobning. Andre unge fortæller om stigende oplevelser af pres, høje forventninger, stress, angst, depression og ensomhed. 

Hvad motiverer de unge? 

Mange af de unge fortæller, at de starter med at sugar-/byttedate, eller svarer på en groomers henvendelse, med et håb om, at det kan give dem noget, de har manglet eller savnet i deres opvækst, hvad enten der er penge, rusmidler til at dæmpe angst eller skabe spænding eller omsorg og opmærksomhed.

I begyndelsen oplever mange at være i kontrol, og at relationerne langt hen ad vejen giver dem det ønskede. Miriam (22) uddyber: ”Det var forbudt og det var forkert og nu var mit liv ligesom en film, og nu skulle jeg hedde Monique, og jeg skulle have hæle og makeup og – jeg var lidt instruktør omkring det, på en måde”. 

Oplevelsen af at være i kontrol aftager dog ofte med tiden, og en stor del af de mænd, som de unge indgår i relationer med, bliver efterhånden mindre tilbøjelige til at give dem det samme i bytte for seksuelt eller intimt samvær, som de gjorde i starten. 

Hvad oplever de unge? 

Mange af de unge oplever at blive udsat for grænseoverskridelser eller endda seksualiseret, fysisk og psykisk vold, og kan miste den kontrol, de følte de havde i begyndelsen. Især dem, der begynder at udveksle sex i en tidlig alder og/eller kommer fra udsatte og sårbare familier oplever, at de hurtigt mister magten i relationen, og at den mangel eller sårbarhed de gik ind i relationen med, faktisk forstærkes.  

Vi ved, både fra vores interviews med de unge og med fagpersonerne omkring dem, at unge under 18 år, med forskellige datingplatforme som ’mellemmand’, oplever grænseoverskridelser og overgreb.

Gennemgående svar er, at forældre, lærere og pædagoger skulle have lyttet til deres historier om mobning, overgreb og mistrivsel, da de var helt unge, og at samfundet bør gøre mere for at passe på de helt unge i deres liv på SoMe.

Hvad siger de unge om forebyggelse? 

Vi spurgte de unge, om de tror, at voksne, forældre eller samfundet generelt kunne have gjort noget for dem i deres opvækst, som kunne have bidraget til at de kunne undgå at indgå i denne type risikofyldte relationer. 

Gennemgående svar er, at forældre, lærere og pædagoger skulle have lyttet til deres historier om mobning, overgreb og mistrivsel, da de var helt unge, og at samfundet bør gøre mere for at passe på de helt unge i deres liv på SoMe. 

Dette er også gennemgående svar hos de fagpersoner, vi interviewede.  Mange af fagpersonerne efterlyser en politisk diskussion af, hvad denne markedsgørelse af menneskelige relationer betyder, og af hvad vi kan gøre ved den.

De spørger: Hvem skal passe på disse unge? Hvem skal sørge for at unge under 18 ikke møder en ældre mand inde på en af de nu lovlige platforme, og bliver udsat for grænseoverskridelser og overgreb?  

En ’videnstom’ politisk debat

I en folketingsdebat i 2020 diskuterede man forebyggelse af en række problemer med, at unge under 18 år udveksler sex for penge, gaver eller andet. De fleste politikere sagde i debatten at de ville vente på forskning for at kunne tage stilling til hvad løsningen skulle være. 

Både international og dansk forskning har dog de seneste år temmelig massivt vist, at en overvejende del af de unge der udveksler sex, er sårbare og udsatte når de, ofte som helt unge, begynder at sugar-/byttedate, og at de, som resultat af grænseoverskridelser og overgreb, er endnu mere sårbare når de holder op. 

Der peges på unges mistrivsel bredt, men også på, hvordan markedslogikken, algoritmerne og noget-for-noget tankegangen som de unge møder, ikke mindst på de sociale medier, efterhånden dominerer, og stiller de unge i en anderledes sårbar situation end tidligere. Så den politiske stillingtagen baseret på forskning er faktisk mulig nu.

Både de unge og fagpersonerne rundt dem efterlyser politisk anerkendelse af den virkelighed de ser og beskriver, og at politikerne viser at de faktisk ønsker at forebygge at unge under 18 bliver lokket ind i relationer der på længere sigt er skadelige for dem.

Hvad ønsker fagpersonerne sig? 

Relationer, hvor unge udveksler sex og intimitet for penge, gaver, rusmidler eller andre goder er ofte karakteriseret ved magtulighed. De udsatte unge under 18 er særligt sårbare for grænseoverskridelser og overgreb i sådanne relationer, og både fagpersonerne og de unge selv er bekymrede for, hvad de udsættes for på et stort set ureguleret marked. 

Mere viden om den digitale virkelighed, grooming og byttedating

International forskning viser at gennemsnitsalderen for første sex-transaktion er 14-15 år. Det betyder, at hvis vi reelt vil tale om forebyggelse, er vi nødt til at tale med og om unge i denne aldersgruppe og endda yngre. 

Mange af de fagpersoner vi har interviewet omkring de udsatte unge oplever at de pt. har begrænset viden om og mulighed for at intervenere og hjælpe i grooming og byttedatingrelationer. De efterlyser bl.a. en vidensbaseret debat om den nye digitale virkelighed som de unge befinder sig i samt en tydeligere stillingtagen fx til udbydere som sugardaters.com blandt politikere. 

Mange af fagpersonerne ønsker sig en videns-og forskningsbaseret politisk diskussion om hvordan forebyggelse, hjælp og lovgivning skal se ud på det her felt. De efterlyser politisk opmærksomhed på de digitale platformes problematiske rolle i de unges datingliv og udveksling af sex og intimitet, samt at man politisk viser at man faktisk vil gøre noget for at beskytte de mest udsatte unge. 

Både de unge og fagpersonerne rundt dem efterlyser politisk anerkendelse af den virkelighed de ser og beskriver, og at politikerne viser at de faktisk ønsker at forebygge at unge under 18 bliver lokket ind i relationer der på længere sigt er skadelige for dem.

Hvad kan jeg gøre som fagperson? 

Som fagperson skal du (fortsat) være opmærksom på om byttedating eller udveksling af intimitet forekommer blandt de unge og unge voksne som du arbejder med. 

Hvis du er i tvivl, er det vigtigt at du tør indlede dialogen med borgeren, for at få afklaret hvad, hvordan og hvorfor i forhold til den udveksling som foregår. I nogle tilfælde handler det måske om et uforløst traume hos borgeren, fx tidligere overgreb, mens det for andre måske handler om økonomi. 

Når du kender til bevæggrundene, kan du nemmere få en fornemmelse af hvilke mulige tiltag eller foranstaltninger der bør igangsættes.

Her på Grænseløst kan du finde gratis guides til at indlede dialogen, beskrivelser af redskaber som kan støtte dig og dine kolleger, samt yderligere viden og personlige fortællinger om unge der indgår i seksuelt salg og bytte. 

Du finder også en nem og overskuelig oversigt over hvilke organisationer, der kan støtte dig i dit arbejde og som tilbyder sparring på både overordnede strategier og enkelte cases. 

Fra de unge er budskabet tydeligt; Hellere gør én ting for meget, end én ting for lidt. 

 

Relateret indhold

Læs om alle de tanker der kommer i forbindelse med studiestart. Skrevet af Reden Ung
Læs Majas historie om at opleve grooming
Læs om hvordan du passer på dig selv, hvis du sugardater. Skrevet af RedenUng
Svar på nogle få spørgsmål, så vi kan vise dig skræddersyet indhold, som passer til dig.
Når vi siger "Grænser", handler det om din evne til at mærke efter, hvad der føles rart og ikke rart. Nogle gange ved man hvad man kan lide, andre gange kan det være svært at mærke.
Vores test gemmer ikke noget om dig specifikt. Din mobil vil måske kunne huske dine svar, men du kan selv nulstille svarene under "Resultat"-knappen efter testen.
Spørgsmål 1 af 7
Vi starter let
Hvor gammel er du?
Spørgsmål 2 af 7
Hvilket køn identificerer du dig med?
Spørgsmål 3 af 7
Er du seksuelt aktiv?
Lidt personligt, men vigtigt for at kunne vise dig de rette artikler.
Spørgsmål 4 af 7
Føler du dig tryg ved at sætte ord på dine grænser overfor den person du er sammen med?
Kunne være en kæreste eller en tilbagevendende flirt
Spørgsmål 5 af 7
Hvis du nu tænker lidt efter ...
Er du nogensinde blevet presset til at overskride dine seksuelle grænser?
Spørgsmål 6 af 7
Har du prøvet at gøre noget seksuelt eller dele noget intimt indhold for at få noget i bytte?
... det kunne fx være penge, opmærksomhed, gaver eller oplevelser.
Spørgsmål 7 af 7
Sidste spørgsmål:
Der findes flere måder, hvor du kan få gratis råd eller støtte. Hvis det skulle være, hvilken slags ville du så være mest interesseret i?

SPØRGESKEMA

Deltag i anonym undersøgelse om seksuelle grænser