Seksuelle grænser som people pleaser
Skrevet af Psykolog Sophie Buch
2 hurtige om indholdet
Det skal du, hvis du gerne vil læse om at være people-pleaser
Som people-pleaser kan du komme til at overskride dine egne grænser, for at gøre andre glade.
Du er måske slet ikke bevidst om at du overskrider dine grænser, og måske kan du først mærke det bagefter.
Du kan lære at sætte grænser, og du må godt kræve noget af andre.
Når vi begynder at være seksuelle med en ny person, åbner det op for et helt nyt sårbart og intimt område, hvor vi udforsker og mærker hinanden. Det kan være spændende og dejligt, men det kan også være skræmmende og udfordrende. Måske føles det som, at vi har meget på spil, og vi er måske bange for at miste den anden.
Det er SÅ vigtigt at kunne tale sammen om sex og seksuelle grænser, men for nogle af os er det helt enormt svært at åbne op om.
Måske ved du godt, at du burde sige mere til og fra, når det kommer til sex? Måske undrer du dig over, hvorfor lige præcis DU har så svært ved netop det?
Vi kommer simpelthen til at prioritere andres behov over vores egne for at undgå konflikt - også i den seksuelle situation
Er du people pleaser?
Har man svært ved at sige til og fra, sætte grænser, italesætte behov og bede om ting i den seksuelle situation, så har man i mange tilfælde også lidt svært ved det i andre situationer.
Mange kan have svært ved generelt at få italesat sine grænser og behov i relationer, hvor man har noget på spil. Det føles farligt og måske har man tidligere oplevet, at der skete noget ubehageligt, hvis man sagde, hvad man havde brug for, eller sagde fra.
Hvis man oplever dét nok gange, måske helt fra man er barn, så er der en stor risiko for at man bliver en people pleaser. Som people pleaser har man lært, at det er farligt at have og udtrykke behov, følelser, ønsker og grænser, og tilpasser sig i stedet dem omkring sig.
Man kommer simpelthen til at prioritere andres behov over sine egne for at undgå konflikt – også i den seksuelle situation.
Det handler om selvværd
At være people pleaser handler i bund og grund om selvværd. Altså, ikke selvtillid (troen på os selv og vores egne evner) – dén kan vi have masser af. Men selvværdet handler om at føle sig god nok og værdifuld præcis, som man er og i alle situationer man er i.
Det handler om at føle sig værdifuld og værdig nok til at blive taget alvorligt af verden. Det handler også om at have en grundkerne af kærlighed og omsorg for sig selv, som ikke styres eller påvirkes af andre. Hvis man er people pleaser, bliver ens selvværd nogle gange defineret af andre – hvad andre synes og fortæller.
Det betyder også, at vi bliver afhængige af andre for at føle os gode nok.
Mange people pleasere fortæller, at de nogle gange i seksuelle situationer først bagefter kunne mærke, at deres grænse var overskredet
Mød Anna
Anna (k24) starter i terapi, fordi hun lige er kommet ud af et forhold, hvor hun oplevede, at hendes grænser ofte blev overskredet seksuelt. I forholdet følte hun sig ofte presset til sex, men havde svært ved at stå fast overfor sin kæreste. Anna beskriver kæresten som temperamentsfuld, men også passioneret og romantisk. Der var store følelser og en stormende forelskelse, særligt i starten af forholdet, hvor Anna virkelig følte, hun fik alt det, hun altid har drømt om. Efter nogle måneder mærkede Anna, hvordan dynamikken ændrede sig, og hun følte nu, at hun skulle bruge alt sin energi på at holde sin kæreste tilfreds for at få samme kærlighed og opmærksomhed.
I terapien bliver Anna bevidst om, at hun, da hun var barn, også havde en oplevelse af, at kærlighed var noget, man skulle kæmpe for og opnå. For at få opmærksomhed som barn, skulle hun være det glade, lette, dygtige barn, der gjorde, som der blev sagt og aldrig krævede noget.
Anna kan nu se, at hun altid har undertrykt sine egne behov, fordi hun et sted indeni har troet, at hendes behov og grænser var for besværlige. Hun har lært, at hun ikke kunne få opmærksomhed, anerkendelse og kærlighed, hvis hun havde behov og satte grænser.
Anna øver sig nu i at italesætte sine behov og ønsker, ligesom hun øver sig i at sige nej, lige så snart hun mærker i maven, at grænsen er tæt på.
At mærke sine egne grænser
Hvis man har lavt selvværd, ser man ikke sine egne behov og grænser, som vigtige nok til at blive taget alvorligt af andre, og så ender man nogle gange i situationer, hvor andre overskrider ens grænser.
Som people pleaser er man måske slet ikke bevidst om grænseoverskridelsen, fordi man måske slet ikke har lært at mærke sine egne grænser. Mange people pleasere fortæller, at de nogle gange i seksuelle situationer først bagefter kunne mærke, at deres grænse var overskredet.
At lære at sætte grænser
Alle kan lære at sætte grænser. Det kræver, at man øver sig i at mærke sig selv, både i seksuelle situationer og i normale hverdagssituationer.
Man skal øve sig i at bede om ting, fortælle andre, hvad man har brug for og lyst til. Samtidig skal man øve sig i at stå fast på, at man har ret til sine følelser, behov og grænser.
Du er værdig til at være her, og du må godt kræve noget af andre. Hvis en anden ikke vil respektere din grænse, så er den person ikke god nok til dig.
Psykolog Sophie Buch
Sophie er uddannet psykolog, cand.psych., fra Aarhus Universitet.
Sophie er særligt optaget af tendensen at people-please – altså bl.a. at sætte andres behov før vores egne, gøre alt for at undgå konflikter, have besvær med at sætte grænser og sige nej.
Sophie har ligeledes arbejdet med det at være udsat for psykisk vold i nære relationer. Viden er afgørende, når man står midt i det, og hun har derfor startet en podcast om emnet. Den hedder Freeze or Fawn.