Model

Jeg var lykkelig da jeg kom ind af døren hos min veninde, der var 3 år ældre end mig. Jeg udbrød stolt at jeg skulle være model for en frisørsalon, og at der skulle tages billeder til en udstilling i butikkens vinduer. 

Det var en af de gode dage, hvor der endelig skete noget godt for mig. 

Dengang boede jeg hos mine veninder, og forsøgte så godt jeg kunne, at være voksen i en alder af 13 år. Jeg havde rod i forholdet til min mor, og svært ved at gå i skole. 

I vores veninde verden var et modeljob det ultimative 

Vi klippede alle de kendte modeller ud af modebladene og lavede collager af dem. Så det betød meget for mig, at jeg var blevet valgt til opgaven. Det betød at jeg kunne få en lille finger ind i en anden verden, og det var den største anerkendelse jeg længe havde mærket. 

Dagen kom hvor jeg skulle mødes med chefen  

Vi satte os ind i hans sportsbil, og afsted til City med os. Vi skulle låne tøj inde i City, og det var et eventyr for en pige på 13, der ikke kendte til selvværd, men kun til overlevelse i verden. 

Den dag fik jeg en bid af en verden, jeg kun kunne drømme om, men også et brændemærke for livet, som har taget tid af heale. 

Den ene pose efter den anden blev fyldt op i Magasin på strøget, og de stod klar, da vi kom ind i butikken. De vidste hvem han var. Vi var i alle mine ynglings butikker, og det var en helt ny oplevelse for mig. Jeg gik fra at blive taget af butiksvagten for smårapseri, til at personalet åbnede døren for mig /os. Jeg gik fra at få et koldt “farvel” til et varmt “ha’ en forsat go dag” .

Dagen sluttede af med en frokost på Gråbrødretorv. 

Et glas hvidvin blev skiftet ud med et andet, og så husker jeg ikke mere klart, for jeg begyndte at forsvinde væk i et blackout. 

På vej ned til bilen, hører jeg ham sige: ”vi skal lige forbi mig og lægge tøjet”  

En bemærkning jeg i dag ville ønske jeg havde svaret nej til.  

Men virkeligheden var at jeg var blevet drukket fuld af en mand på 52 og jeg var 13. 

Det næste han spurgte om, var om jeg ville med ind. Jeg havde intet forsvar og var stang stiv, så jeg gik med.

Det næste jeg husker, er at jeg ligger på en sofa med et dyr af en mand oven på mig.

Jeg turde ikke gøre noget. Jeg var hundeangst, og forsvandt væk i en blackout. 

Næste dag skulle jeg møde op til fotoshoot. 

Det var en modelopgave, der først havde givet mig stolthed, men som nu var vendt til at jeg følte mig beskidt, klam og havde lyst til at dræbe ham. 

Jeg vidste ikke på daværende tidspunkt, at det var et overgreb. Jeg troede at jeg havde sagt ja, men jeg var fuld og jeg var kun 13 år. 

Tiden efter oplevelsen var hård, og jeg begyndte at ryge hash og drikke mere.

Jeg prøvede at få følelsen af at være beskidt væk, men uanset hvor meget jeg berusede mig selv, så virkede det ikke. Den forsvandt først den dag, jeg begyndte at få hjælp. 

Det var ikke min skyld, jeg var 13 år.

Han var den voksne, og han havde lavet et overgreb på mig. Den skyld jeg havde følt, blev vendt om.

I dag ved jeg at vejen ud, er at få hjælp så hurtigt som muligt. Det var nødvendigt for at forstå at det ikke var mig, der var forkert, eller at det var noget jeg fortjente.

Den selvdestruktive adfærd er ikke en kærlig vej til bedring

Det hjalp mig ikke at dulme mine følelser med hash og alkohol, eller at holde det hele for mig selv. Det var først da jeg talte om det, og tog imod den gode hjælp der findes, at jeg fik det bedre. 

Siden har jeg haft mange andre spændende modelopgaver som har været fyldt med sjov og glæde, og jeg ved hvor min grænse går.